Introduktion til Pinnacle Studio 24 Ultimate

Pinnacle Studio 24
Pinnacle Studio 24

I august 2020 udkom den seneste udgave af Pinnacle Studio kaldet Pinnacle Studio 24 Ultimate.

Er Pinnacle Studio 24 på dansk?

Menuerne i programmet er stadig på dansk, men brugervejledningen på 321 sider er endnu ikke blevet oversat til det danske sprog. Men man kan få fat på den danske brugervejledning til version 23, som er i stor overensstemmelse med version 24. Du kan få den digitalt af formanden, men han kan også sørge for at få den trykt i farver, hvis det ønskes. Den kan trykkes med gennemsigtigt plastikomslag for 87 kr. inkl. moms per kopi.

Du kan finde oplysninger om Pinnacle Studio 24 Ultimate her, hvor der er sammenligninger mellem de mindre (og billigere) udgaver samt med de tidligere versioner 21, 22 og 23.

Det anbefales kraftigt, at man har en pc med et SSD-drev som lagermedie for at køre programmet hurtigt nok. Det kan håndtere op til 4K-video. Kravene til en pc, der kan køre programmet, kan ses længere nede på denne webside

Hvor findes undervisning om Pinnacle Studio 24?

Leverandøren af Pinnacle Studio har sin egen Pinnacle-kanal på Youtube kaldet PinnacleStudioLife. Her kan du finde korte videoklip på engelsk om alle de nye faciliteter i de nyere udgaver af Pinnacle Studio: version 21, 22, 23 og 24. Der er kun få nye faciliteter i version 24 i forhold til version 23. Men har du version 19, som formanden engang købte hjem til 17 klubmedlemmer, er der en del nyheder, af hvilke nogle er ret spektakulære. 

Men der findes også et komplet kursus med indtil videre 27 instruktionsvideoer af ca. 15-minutters længde hver på engelsk om de nye faciliteter i Pinnacle Studio 24 – det koster $8,99 om måneden (ca. 57 kr.). Se dem her hos Studio Backlot TV.

Der findes for tiden ikke nogle dansksprogede videoer med undervisning i denne udgave af Pinnacle Studio. 

En kort videointroduktion til Pinnacle Studio 24

Se en kort introduktion til version 24 (alle videoer er med engelsk tale):

Se en kort præsentation af nyhederne i version 24 her:

Hvilke nye features er der i Pinnacle Studio 24?

Nogle af de nye ting i forhold til version 19 er:

    • Motion Tracking with Mosaic Blur – Hvis en person i din film ønsker at være anonym, kan du sløre vedkommendes ansigt, således at du kun behøver at markere det én gang. Så lægger programmet selv sløringen ind, mens personen bevæger sig på videoklippet. Du kan også sløre en nummerplade på en kørende bil. I disse GDPR-tider med den nye databeskyttelseslov fra maj 2018 er det næsten en nødvendighed. Se hvad det betyder i praksis her:
    • Dynamic Video Masking – Du kan afmaske baggrunden eller himlen i et videoklip og sætte en anden baggrund på eller himmel. Du kan også sætte et afmasket objekt ind i videoklippet – og det følger bevægelsen af det, du sætter det på! Se på videoen her, hvordan det fungerer: 
    • Der findes en række Photoshop-lignende muligheder for farveændringer i videoklip såsom brillante farver (øget farvemætning) m.m. 
    • To nye videoeffekter: Tiny Planet og Rabbit Hole – på dansk: lille planet og kaninhul. Optag en videoscene med et 360-graders kamera og transformér scenen enten med cirkelform udenpå eller indeni – eller en overgang, der går fra den ene effekt til den anden. Se de to effekter her:
    • Selective vectorscope – Det er et nyt farvegradueringsværktøj. Se det i aktion her:
    • Farvegraduering med Color Lookup Tables (LUT). Se demonstration af det her:
    • Alpha Channel Export – Man kan skabe og gemme en videofil med et klip med gennemsigtige dele i videoen, som kan lægges over et andet videoklip. Se hvordan det kan bruges her:
    • Og der er en hel række andre nye faciliteter i forhold til version 19. Men du skal være opmærksom på, at der er nogle ændringer i den grafiske brugergrænseflade i forhold til version 19. Man skal derfor først lige lære programmet at kende. 

Hvad er prisen for Pinnacle Studio 24 Ultimate?

Hvis du er interesseret, kan du købe en opgradering af Pinnacle Studio 19 Ultimate til Pinnacle Studio 24 Ultimate. Nyprisen for programmet er 779 kr., hvis det købes direkte på den canadiske leverandørs hjemmeside. Har du allerede version 19 (eller en udgave helt tilbage fra version 9), kan du med rabat (som det måske kan kræve lidt hjælp at få) opgradere til en pris på 446,25 kr. inkl.  moms. 

Der findes to mindre udstyrede udgaver til lavere priser. 

Programmet kan købes på www.pinnaclesys.com – her er det billigere end i nogen dansk online- eller fysisk butik. 

Forfatter: Lars Laursen

Næstformand for Seniorfoto- og Videoklub.

Skriv et svar