11 websteder, der tilbyder gratis videoklip til videoprojekter

Find gratis videoklip til dine videoprojekter.
Find gratis videoklip til dine videoprojekter.

Hvis du optager og redigerer dine egne videoer til at lægge ud på YouTube eller Facebook, har du muligvis spurgt dig selv, om det er muligt at benytte andres (professionelle) videomateriale i dem.

Der findes faktisk en mængde websteder derude, der tilbyder korte videoklip fra få sekunder op til flere minutters længde, som sælges til en overkommelig pris, og som må anvendes i egne videoer. Det minder om de kendte stock photo-tjenester, der leverer fotos til brug på websteder, sociale medier, tidsskrifter og aviser.

Du kan betale for andres videoklip til eget brug 

Eksempler på kommercielle websteder, der tilbyder videoklip mod betaling, er:

    • Artgrid – mindst $25 (ca. 172 kr.) om måneden for ubegrænset antal downloads – dog købes et helt års abonnement af gangen ($299 – 2.060 kr.).
    • Adobe Stock – 480 kr. per videoklip.
    • Dreamstime – 362 kr. for 1 klip i Full HD om måneden – abonnementet kan standses når som helst.
    • Danske Colourbox, hvor en enkelt video koster 93 kr. inkl. moms.

Man kan finde disse videoklipwebsteder ved at søge på Google efter ”stock video/footage/movie/film”. Sådanne websteder tilbyder millioner af videoklip til brug i både personlige og kommercielle videoværker.

Gratis videoklip fra andre og deres licensbetingelser

Men nogle websteder tilbyder også gratis videoklip – dog i et mindre omfang end betalingstjenesterne – som du frit kan benytte i dine egne videoer. Du kan hente videoklip fra overflyvninger med droner fra forskellige steder i verden, af kendte bygninger og pladser, situationsvideoer, animationer, osv.

Når videoer lægges ud på videodelingstjenesten YouTube, kan det være under Creative Commons-licenserne, der er en standardmetode, som indholdsskabere kan bruge til at give andre tilladelse til at bruge deres værker. YouTube giver youtubere mulighed for at markere deres videoer med en Creative Commons CC BY-licens. Er en video derfor under denne licens, kan du downloade (med hjælp af særlige pc-programmer) disse videoer og benytte dele af dem i dine egne videoer.

Hvis du har markeret din video med en CC BY-licens, fastholder du din ophavsret, og andre youtubere kan genbruge dit arbejde i henhold til vilkårene i licensen.

Har vi en “fair use” regel for brug af andres videoværker?

I visse lande – bl.a. USA – findes en såkaldt fair use-regel eller reel optræden-regel, der tillader brug af andres fotos eller videoklip i f.eks. egne værker  som skoleelevers stile og rapporter og endda i videoprojekter. Du kan læse mere om det på YouTubes udmærkede webside om emnet her. Der findes ikke direkte en tilsvarende lovgivning i Danmark og EU, men du kan her læse, hvad dansk lovgivning har at sige om brug af andres værker. 

11 websteder, hvor du kan downloade videoklip til eget brug

Herunder kan du læse om 11 websteder, der tilbyder gratis videoklip under forskellige udgaver af Creative Commons-licenserne. Det betyder, at du enten kan benytte dem helt uden i rulleteksten at oplyse om ophavsmanden eller måske skal du gøre netop det. For mange af webstederne gælder, at det kun af nogle af deres mange videoer, der reelt er gratis at hente. 

1. Wikimedia Commons

Wikimedia Commons er et skatkammer af mediefiler, der er gjort frit tilgængelig for offentligheden og royalty-frit medieindhold til uddannelsesformål (billeder, lyd og videoklip) til alle på deres eget sprog. Det fungerer som et fælles arkiv for Wikimedia Stiftelsens forskellige projekter, men du behøver ikke at være tilknyttet et af disse projekter for at benytte mediemateriale gemt her. Arkivet er skabt og vedligeholdt – ikke af betalte arkivarer – men af frivillige. Du kan selv uploade mediematerialer til webstedet.

I modsætning til traditionelle mediearkiver er Wikimedia Commons gratis. Det er tilladt for alle at kopiere, benytte og modificere enhver fil her gratis, så længe de følger ophavsmandens vilkår; dette betyder ofte at kreditere kilden og ophavsmanden på passende vis og udgive kopier/forbedringer og give andre den samme frihed. Licensbetingelserne for hver enkelt mediefil kan findes på deres beskrivelsesside. Wikimedia Commons’ database og dens tekster frigives under licensen Creative Commons Attribution/Share-Alike License.

Den 19. juni 2020 var der 62.123.040 filer og 60.893.183 mediesamlinger på webstedet. En lille del af disse filer er videomateriale – en enkelt helt tilbage fra 1874.

Som eksempler på, hvilken form for indhold der findes her, er disse to filmklip fra henholdsvis 1874 og 1888:

1874. Pierre Jules César Janssen – “Passage de Venus” (Venuspassage foran solen). Den ældste bevarede filmoptagelse overhovedet. 

1888. “Pferd und Reiter Springen über ein Hindernis” (Hest og rytter hopper over en forhindring) instrueret af Ottomar Anschütz. Dette filmklip har du uden tvivl set før. 

2. Pixabay

Pixabay tilbyder over 1,2 millioner billeder og videoklip, som alle udgives under Creative Commons Zero (CC0) License. Dette betyder, at du ikke behøver at få tilladelse til eller give kunstneren æren for at benytte eller modificere indholdet – også selvom det benyttes i en kommerciel sammenhæng (men det er dog god praksis at gøre det alligevel).

Pixabay har en stor samling videoklip i Full HD, hvad enten du søger efter et hurtigt 12-sekunder langt videoklip af nogen, der taster eller et minutlangt skud af en fremtidig jordklode set fra rummet.

3. Pexels

Pexels begyndte som et websted med gratis fotografier, men har siden tilføjet et stort bibliotek af gratis Full HD-videoklip. Og tro mod webstedets navn har alle videoer dér nok pixels til at se storslået ud på enhver skærm.

Deres samling af videoklip er også under CC0-licensen, så du kan redigere og benytte videoerne til personlige eller kommercielle formål uden at bede om tilladelse eller linke tilbage til den oprindelige kilde. Brug deres liste over populære søgninger til at finde de mest søgte videoklip.

4. Videvo

Videvo tilbyder gratis videooptagelser såvel som animeret grafik skabt af deres brugere. De klip, du downloader fra Videvo, licenseres på en af to måder: enten via Videvo Standardlicens eller Creative Commons 3.0-licensen.  

Videoer under Videvo Standardlicens kan downloades gratis til brug i ethvert projekt. Den eneste begrænsning er, at du ikke selv gør videoklippet tilgængeligt for download noget andet sted.

De videoklip, der er under Creative Commons 3.0-licensen, kan benyttes i alle projekter, men du må give den oprindelige skaber æren. Du kan finde licensoplysninger på download-siden for hvert klip.

5. Life of Vids

Life of Vids er en samling gratis videoklip fra Leeroy, et reklamebureau i Montreal, Canada. Der er ingen copyright-begrænsninger, men videredistribuering på andre hjemmesider er begrænset til 10 videoer.  

For at downloade en højopløst udgave af en video på webstedet, klik på Vimeo-logoet i nederste, højre hjørne af videoafspilleren, og du vil få en download-knap at se. Nye videoer tilføjes ugentligt, og de har en smuk samling gratis fotos, du også kan benytte.

6. Splitshire

Splitshire er skabt af webdesigner Daniel Nanescu, som ønskede at tilbyde sine fotos og videoer gratis til personlig og kommerciel brug. Det, at disse fotos og vidoer alle er skabt af denne ene person, gør dem mere unikke end indhold fra andre videoklip-websteder.

Videoerne er hovedsageligt droneoptagelser af smukke udendørsscenarier, og du kan downloade dem ved at klikke på overskriften til hvert videoklip. Du er velkommen til at benytte dem på alle sociale mediekanaler, men du må ikke sælge dem eller benytte dem i projekter med upassende indhold såsom vold, racisme eller diskrimination.

7. Distill

For at få en stadig strøm af gratis HD-videoer, så vend blikket mod Distill. Det er en samling af omhyggeligt udvalgte optagelser, skabt for de kreative af de kreative.

Du skal blot oplyse din e-mailadresse, og så får du 10 gratis videoklip leveret til din indbakke hver 10. dag. Eftersom disse videoklip er håndplukkede af et hold kreative mennesker, er du garanteret at få videooptagelser, som hjælper dig til at være iøjnefaldende på sociale medier.

8. Stock Footage 4 Free

Med nye videoklip tilføjet hver dag har Stock Footage 4 Free et bredt udvalg af videooptagelser, du kan benytte på sociale netværk. Tilmeld dig webtjenesten med din e-mailadresse, og du får adgang til hele deres samling af professionelle videoklip. De kommer alle med en royalty-fri licens, hvilket betyder, at du kan benytte deres videoklip uden at betale nogen afgift.

Videoerne på Stock Footage 4 Free er organiseret i kategorier, hvilket gør det let at finde et klip, der passer dig. Kategorierne omfatter byggeri og energi, natur og dyr, palæer og rigdom, internationale steder og flere andre emner.

9. Videezy

Videezy har en stor samling videoklip, der er royalti-fri til personlig og kommerciel brug, selvom de beder dig give Videezy æren, når du benytter deres optagelser. Men du kan også købe credits, som giver dig mulighed for at benytte optagelser uden at oplyse om deres oprindelse.

Der er et bredt udvalg af højkvalitets videoklip at vælge imellem i både HD- og 4K-opløsning. Når du søger efter videoklip, er alle resultater markeret med ”pro” såkaldte premium- (første klasses) klip, der kun er tilgængelig ved at betale med credits.

10. Videoblocks

Videoblocks har en stor samling luftoptagelser, time lapse-videoer og standard B-roll-klip af forskellige miljøer og situationer.

Du er nødt til at blive medlem for at downloade videoklip her, men under din 7-dages gratis prøvetid, kan du downloade 5 videoklip. Søgefeltet gør det let at indsnævre dine resultater og finde det perfekte klip til dit projekt.

11. Vidsplay

Der tilføjes nye videoklip på ugebasis til Vidsplays samling, hvilket gør den til en stor ressource, som kan holde dit indhold på sociale medier frisk – og du kan downloade alle videoer uden at betale royalty.

For at downloade et videoklip, skal du højreklikke på download-linket og vælge ”Save Link As”. Hvis du benytter din smartphone, så tryk på videoklippet for at downloade det.

Andre steder på nettet at finde gratis videoklip

Du kan finde flere oplysninger om gratis websteder for videoklip ved at gå ind på disse engelsksprogede websider:

Forfatter: Lars Laursen

Næstformand for Seniorfoto- og Videoklub.

Her tænker du på “11 websteder, der tilbyder gratis videoklip til videoprojekter”

Skriv et svar