
Efter opfordring fra Mikkel Lauridsen fra De Frivilliges Hus på Taxvej 15 i Bagsværd (tæt ved Bagsværd Kirke, som som den danske arkitekt Jørn Utzon også står bag) bringer jeg her en invitation til at se udstillingen.
Hvem udstiller?
Det er fotografen Troels Harritz Böye, der udstiller sine fotos fra bl.a. København og Asien. Udstillingen kaldes “I øjenhøjde”.
Troels Harritz Böye, der er født i 1981, er en københavnsk freelance fotograf, som når han ikke rejser verden rundt, er derude et sted med sit kamera for at portrættere alle aspekter af dagliglivet i Danmark.
Hans passion ligger inden for det naturlige og umiddelbare fotografi med gadeportrætter, land- og byskaber som hans yndlingsstilarter.
Som søn af en fotograf voksede han praktisk talt op i et mørkekammer, og til trods for sin unge alder er det mere end tre årtier siden, han fik det første kamera i hånden.
I en alder af 18 år besluttede han at forlade Bornholm for at rejse verden rundt og portrættere den med sit kamera.
Det var begyndelsen på en rejse, som varede mere end 10 år, og som førte ham fra den svenske tundra til Indiens bjerge og dybt ind i den indonesiske regnskov.
Undertegnede interviewede Troels Harritz Böye ved ferniseringen. Se den korte video herunder:
Hvornår finder fotoudstillingen sted?
Du kan besøge udstillingen hver torsdag, fredag og søndag kl. 10-12 i april 2022. Læs mere om fotografen, og se hans udtryksfulde portrætter af folk fra Asien og andre steder på hans egen hjemmeside, hvorfra også hans plakater kan købes:
Se også hans fotoserier 101 portrætter og fuldkomment fremmede.
Husk: for at skifte til næste billede, klik på billedet til højre!
Er du på Facebook, kan du se De Frivilliges Hus‘ opslag om fotoudstillingen her.
Troels’ bedste foto
Under samtalen med Troels Harritz Böye fortalte han, at nedenstående foto, der er fra Gråbrødretorv i det indre København, er det billede, som han selv synes bedst om på udstillingen. Det forestiller et træ, der er vokset op og brudt op gennem asfalten. Øverst ses en gadelampe, som han siger faktisk var der. Troels hævder, at billedet IKKE er manipuleret!

På en uddannelse, som jeg gik på en gang, havde vi gruppearbejde. Vi valgte temaet mønsterbrydere til en opgave. Et andet ord for mønsterbryder er mælkebøttebarn. På nettet kan du finde mange fotos af mælkebøtter, der er brudt gennem asfalten – et sted som man kunne synes ville være det mest ufrugtbare, golde og svære sted at vokse op – som her med platantræet på asfalten midt på gaden på stenbroen i København. Nogle mennesker overvinder utrolige vanskeligheder gennem deres liv, vokser op og stræber mod lyset til trods for næsten uoverstigelige vanskeligheder, ligesom dette træ i den indre by.
Som forside til den skriftlige opgave valgte jeg nedenstående kombinerede foto og tegning, som jeg begge selv har kreeret. Det var nok min allerførste anvendelse af en tidlig udgave af Photoshop.

Køb Troels Harritz Böyes plakater
Troels Harritz Böye sælger sine fotos som plakater. Se eksempler på dem ved at klikke på fotoet herunder:
Du kan se andre mange andre af hans plakater i smukke interiører ved at klikke her (se flere fotos ved at klikke på pilen til højre).
Med venlig hilsen
Lars Laursen, næstformand i Seniorfoto- og Videoklub.
Lars, du skriver at klubben er blevet opfordret til at fotografere og filme under ferniseringen.
Hvad er formålet med dette?
Hvem er målgruppen?
Hvad forestiller du dig at billederne/filmene skal anvendes til?
Er det til udstillerens brug eller for at klubben skal lave en reportage fra ferniseringen?
Eller noget helt tredje?